Egevænget 120, 8310 Tranbjerg J

Renoveret rækkehus med mulighed for ekstra værelse

På en attraktiv adresse i Tranbjerg tæt på et letbanestop ligger dette Koch-rækkehus. Boligen har gennemgået flere renoveringer, hvilket har resulteret i et super lækkert hjem, der nu er klar til at skifte hænder. I får også en dejlig have, hvor sommeren kan nydes i fulde drag, og så bor I endda tæt på alle hverdagsbehov.

I flytter til et roligt område med et godt naboskab, masser af legepladser samt grønne arealer i gåafstand. Derudover har I skole og pasningstilbud indenfor en radius af 700 meter, og ikke meget længere væk finder I nærmeste dagligvarebutik. Med blot 500 meter til letbanen er det også nemt at pendle.

I 2016 gennemgik rækkehuset en større opdatering, hvor køkkenet blev skiftet, mens der blev lagt trægulve i gangen, stuen og køkkenet. Samme år blev loftet efterisoleret. I 2019 er der forberedt til Smart Home-lysstyring, og i 2020 blev toilettet og badeværelset renoveret med mikrocement, ligesom bryggerset blev istandsat. Bemærk også at vinduer og udvendige døre er udskiftet (ca 2005) ligesom det oprindelige tag er udskiftet.

Rundturen starter i det grebsfrie køkken, hvor øen har siddepladser og der er prioriteret masser af opbevaringsplads, ligesom emhætten er integreret i loftet, som bidrager til det stilrene udtryk. Der er ligeledes affaldskværn og opvaskemaskine. Køkkenet er i åben forbindelse med den hyggelige stue, som har dør til haven. Derudover er der tre værelser med mulighed for, at det ene kan deles op. I får også et moderne badeværelse og gæstetoilet, mens bryggerset er dedikeret til de praktiske gøremål. Der er carport fortil med et isoleret værksted, hvor der er forberedt til elbil-oplader.

I 2017 blev haven fuldstændig forvandlet, hvilket har frembragt den skønneste oase med flere terrasseområder, højbede og plads til leg. Endda er der forberedt til udekøkken.

Her får I mulighed for at overtage et af de bedst opdaterede Koch-huse.